Musik i fængselsgården holder weekendfestival
140 koncerter i fængselsgården er det blevet til gennem 11 sæsoner hver onsdag eftermiddag i sommermånederne. I weekenden afholdes ”fængstival” for første gang.
Musik i fængselsgården bag det gamle Ting- & Arresthus ved Torvet kører i år på 11. sæson. Det er blevet et populært tiltag, som mange esbjergensere i alle aldre har gjort til et fast udflugtsmål i sommermånederne.
Over årene har gæsterne i gården kunnet opleve alt fra folkemusik til bakkesangerinder og heavyrock.
- Men mange har gennem årene givet udtryk for, at de på grund af tidspunktet ikke kunne nå at komme på grund af arbejde, så jeg kom i tanke om at lave en weekendudgave. Det er så blevet til ”fængstival” og kører både fredag og lørdag, fortæller Henrik Juhl, der er manden bag.
Her vil man fredag kunne høre Glimtvis og Blues Power, imens det om lørdagen er Stövregn og Rockshots, der træder op.
I 11 år har Henrik Juhl ganske frivilligt arbejdet med initiativet, der med årene har bevist sin berettigelse og været med til at øge mangfoldigheden i byens kulturudbud.
- Man hører så tit folk brokke sig over, at der ikke sker noget. Der er jeg nok mere typen, der tager spaden i den anden hånd og sørger for, at der sker noget, fortæller Henrik Juhl, der fik idéen imens han var ansat som projektmedarbejder hos SSP.
- Vi havde kontor i baghuset ud til fængselsgården, og jeg synes, det var så synd, den ikke blev brugt til noget, og at ingen havde anledning til at komme derind. Så slog det mig, at man kunne prøve at afholde nogle små koncerter, fortæller Henrik Juhl.
Det var chefen, Steen Bach, heldigvis med på – og det blev begyndelsen til Musik i fængselsgården.
Musikerne spiller også gratis, men får et gavekort som tak.
Let tilgængeligt for alle
Siden den spæde start i 2013 er SSP flyttet ud af kontoret, Esbjerg Kommunes Eventsekretariat er flyttet ind, og Henrik Juhl forlod arbejdsmarkedet for fire år siden. Men arrangementet fortsætter.
- Jeg kan jo lige så godt bruge min pensionisttilværelse til noget fornuftigt og meningsfyldt, der kan glæde en masse andre borgere i byen, siger Henrik Juhl, 67.
Og trods tilbud om at flytte arrangementet til Byparken, hvor der i forvejen er Sommersjov hver onsdag aften, bliver det, hvor det er.
- Personligt synes jeg, det er en kæmpe fordel, at arrangementet er så let tilgængeligt, uanset om man kommer med elscooter, rollator eller barnevogn. Så er det bare lige ind gennem porten. Jeg ville have det dårligt med at afskære den del af publikum, siger Henrik Juhl, der gennem årene har kunnet se mange venskaber blomstre i den stenbelagte gård.

- Mange kommer jo igen hver gang, og så lærer nogen hinanden at kende. Så bliver der udvekslet aftaler om, hvem der tager kage med næste gang, eller hvem der tager vin med. Det har været skønt at se.
- Og noget andet var under Coronanedlukningerne, hvor Musik i fængselsgården jo nærmest var det eneste livemusik, man kunne opdrive i både 2020 og 2021. Her kunne man tydeligt fornemme, at folk virkeligt havde længtes efter at komme til koncert og komme ud blandt andre, husker Henrik Juhl, som selv begyndte at spille guitar under et efterskoleophold for snart mange år siden.
Et liv med kultur og musik
- Det har hængt ved siden, og i dag spiller jeg i bandet Rockshots. Vi spiller også som et af de to bands på lørdag, siger Henrik Juhl, og fortæller, at han har allieret sig med Vinbaren, så publikum kan få noget at drikke.
- Så det er også noget helt nyt med bar. Man plejer selv at skulle medbringe forplejninger, men nu er det festival, og så gør vi lidt ekstra ud af det – og det var de heldigvis med på, siger Henrik Juhl, der også har tilbudt en foodtruck at komme forbi, men det er i skrivende stund ikke blevet bekræftet, om den kommer.
Gennem 30 år var han også aktiv i Esbjerg Børne- og Ungdomsteater, hvor han har været med til at komponere – og spille – musik til et væld af forestillinger.
- Vi manglede et øvelokale, og vi kunne så få lov til at øve i deres lokaler, hvis vi til gengæld bidrog med noget musik. Det gjorde vi så, og det har både jeg selv og mine børn haft stor fornøjelse af igennem årene, hvor det er blevet til mange gode oplevelser, siger Henrik Juhl.
Som en del af sin ansættelse hos SSP, var han med til at arrangere forskellige kulturelle arrangementer på Stengårdsvej og underviste børn i guitar.
- Det er jo heldigvis det, musik og kultur kan. Forene mennesker på tværs af religion, alder og baggrund, siger Henrik Juhl, der håber at se mange i fængselsgården i weekenden, hvor entréen er gratis både fredag og lørdag.
Læs mere i nedenstående eventboks.
[add_single_eventon id="12033" etc_override="yes"]
Video: Museumsfolk kom på glatis
Nationalmuseet lagde vejen forbi Granly Hockey Arena, hvor de med hjælp fra de lokale ishockeydrenge fik testet, om man mon kunne løbe lige så hurtigt på "skøjter" i vikingetiden som i dag.
Kan man stå på skøjter lavet af knogler?
I løbet af historien har man brugt knogler fra heste og køer bundet op om foden med sener eller læderstropper, når man skulle forcere isen ude i den barske virkelighed.
Det har historikere fundet ud af, og man kan faktisk spore brug af "skøjter" helt tilbage til vikingetiden. Men hvad nu hvis man tager dem på, og tager kampen op mod et par moderne ishockeyskøjter som vi kender fra i dag?
Det afprøvede Troels Donnerborg, som er vært på videobloggen "Test historien" fra Vores Tid, der er Nationalmuseets mediehus.
Til det formål får værten hjælp fra museumsinspektør Mikkel Kirkedal fra Museum Vest, som dog måske helst havde været oplevelsen foruden - bedømt ud fra videoen!
Heller ikke Esbjerg Energy-spilleren Sebastian Skovning er imponeret over den oldgamle skøjtemetode.
Se selv med herunder.
Maise fra Esbjerg er verdensmester i vandskihop
Den unge esbjergenser tog guldet ved U17-VM i den canadiske by Calgary.
Esbjerg har de senere år fået masser af vandsportsaktiviteter og -faciliteter omkring Maritimt Center og den nye Esbjerg Strand.
Og meget passende med byens voksende passion for vandsport, har vi nu også fået en verdensmester i en vandsportsdisciplin.
Ved U17-verdensmesterskaberne i vandski, der har fundet sted fra torsdag til søndag i Calgary i Canada, lykkedes det nemlig for esbjergensiske Maise Jacobsen med en kraftpræstation i hård konkurrence, at sikre guld til Danmark i disciplinen hop med en ny dansk- og Europarekord på 45,5 meter, som samtidig er bare 0,5 meter fra verdensrekorden.
- Jeg har aldrig været så bange før inden et hop, men jeg fik fokuseret og skar hårdere ind i hoppet end nogensinde før og satte kraftigt af og lagde mig ud over skiene, udtaler Maise til Dansk Vandski- & Wakeboardforbund.
Om 14 dage gælder det U17-Europamesterskaberne i Recetto, Italien og to uger senere U21-Europamesterskaberne i Lacanau, Frankrig.
Maise opnåede også en plads i finalen i slalom med et personbedste og dansk rekord på to bøjer på 12-meters line. En fornuftig score i trick-disciplinen, sikrede hende en bronzemedalje i den kombinerede konkurrence.
Summer in the ghetto
Vores Henne om hjørnet i havnebyen-skribent Henrik List sender en lille sommerhilsen fra sin altan i Vesterbyen - på en sjælden solskinsdag i den regnvåde sommer 2024.
Solen hænger tung og brændende over havnens kraner og borerigs; over flimrende skorsten og boligblokke i disen i horisonten.
Jeg har lige set OL-skateboarding på Eurosport og chiller i bar mave m. Cola Z & nikotin på altanen … En ung muslimsk kvinde med hovedtørklæde snakker skiftevis højlydt jysk og arabisk i sin smartphone, mens hun gynger sin lille, jublende datter på minilegepladsen nedenunder. En jævnaldrende dansk kvinde i bh og jeans hænger vasketøj op ovre i blokken bagved. De gamle sidder mest indenfor og ryger og drikker kaffe og ser fjernsyn på megafladskærme …
To store, unge hvide mænd i undertrøjer drikker dåsebajere nede på gaden, imens de på tredje time hamrer og banker metallisk på deres bil, hvorfra knaldhård amf-gabba-techno dunker non-stop fra højttalerne …
Om lidt skal min nabo sikkert til at grille pølser i en sky af røg. Og om nogle timer vil en mørk SUV m. tintede ruder nok cruise ind på p-pladsen - med forsyninger til de kunder, der så i en times tid derefter kommer på knallerter og invalidescootere for at handle i ly af mørket …
Life goes on in da hood, og dét er såmænd okay i dag, når solen for en gangs skyld skinner over tagene i 6700 …
Læs også: Henne om hjørnet - i havnebyen

EfB: Fem debutanter med i 8-0-sejr
Der var ingen ko på isen, og i øvrigt hverken køer eller is på græsset, da EfB i 25 graders varme storsejrede sig videre fra første runde i pokalturneringen, Oddset-Pokalen, imod Fredericia FF fra Jyllandsserien.
Der var mål fra den nye spiller Johan Meyer og fire mål fra Frederik Flaskager. Der var scoring fra unge Elias Andersen efter otte minutter, og der blev sparet stamspillere frem mod søndagens divisionskamp imod FC Fredericia.
Alt i alt en dejlig sommeraften på Fredericia FF's ydmyge anlæg, der ligger et stenkast fra Madsby Legepark i udkanten af Fredericia.
Og man kan vel roligt sige, at det blev ren legestue for det gæstende hold, der bare på alle parametre beviste, hvorfor de spiller fire rækker over fredericianerne fra Jyllandsserien.
Så selv om hjemmeholdets debuterende træner Johnny Jungquist havde bebudet, at hans drenge ville dø med støvlerne på, stod det hurtigt klart, at man lige så godt kunne hejse det hvide flag først som sidst.
Det skal dog siges, at hjemmeholdet holdt flot stand i løbet af første halvleg, hvor der imellem det syvende og 43. minut blot stod 1-0 til EfB. Hjemmeholdet fik til sidst i halvlegen en farlig omstillingsmulighed, hvor de burde have reduceret.

2-0 blev dog hurtigt til 3-0 efter pausen - og så kunne hjemmeholdet ikke så meget mere.
EfB-træner Lars "Lungi" Sørensen gav i kampen debut til fem unge EfB-spillere i form af Mads Svane, Martin Kruse, Emel Omerovic, Kalle Bjerregaard og Emil Jørgensen.
Kasper Kristensen startede på kassen for EfB, men ved stillingen 7-0 blev unge Emil Jørgensen sendt ind til sin debut. Han kom hurtigt i vælten, da Fredericia FF fik tilkendt et straffespark, som den unge EfB-målmand flot redede blot minutter efter sin entré.
Den største "skuffelse" i kampen må vel siges at være, at Tim Frierks, som startede inde, ikke formåede at komme på måltavlen trods to gode hovedstødsforsøg. Man kan håbe, at han finder målformen på søndag, når EfB atter drager til Fredericia for at møde byens divisionshold på Monjasa Park.
FC Fredericia er i øvrigt også klar til anden runde af Oddset-Pokalen, da de ligesom EfB vandt med otte overskydende mål, 9-1, over Ringkøbing.
Kampen i tal:
7’ 0-1 Elias Andersen
43’ 0-2 Frederik Flaskager
51’ 0-3 Marcus Hansen
62’ 0-4 Frederik Flaskager
68’ 0-5 Johan Meyer
71’ 0-6 Frederik Flaskager
72’ 0-7 Marcus Hansen
85’ 0-8 Frederik Flaskager
Fisker-Troels fik Jannie på krogen
Måske er du en af dem, der har bemærket Instagram-kontoen Blæst fra Vest, som gennem den seneste tid og under stor mystik har postet flotte illustrationer og animationer fra et maritimt univers med en gammel fisker, en lille sild og mange andre elementer fra havet og stranden.
Der er en mening med galskaben, fortæller kvinden bag. Jannie Vesti Mai står bag Blæst fra Vest sammen med hendes partner Tom Andersen, og opslagene på Instagram er et sneak-peak på det univers, hun er ved at skabe.
De flotte illustrerede og animerede opslag er delelementer fra universet, der dels vil blive brugt i en børnebog, der forhåbentligt skal udgives til september, og dels i andre sammenhænge. Blandt andet vil der blive afholdt workshop for børn og barnlige sjæle allerede den 16. - 17. august på havnen i Esbjerg og på hovedbiblioteket den 12. oktober.
Som med alle gode børnehistorier gennem tiden, appellerer Jannie Vesti Mais univers om fiskeren og fiskene ikke kun til børn, men går også direkte ind i den voksne esbjergensers hjerte, der måtte have en romantiseret forestilling om livet på havnen og havet.
Målgruppen for bogen er de 4-7-årige, og på bedste pædagogiske vis ligger der en del sekundær læring gemt mellem linjerne. Informationer, der inspirerer og aktiverer børns nysgerrighed, fortæller Jannie Vesti Mai, der har en mangesidet baggrund som både kunstner, leder, konsulent og professionelt bestyrelsesmedlem.
- Jeg havde egentligt andre idéer til forskellige universer, men jeg ville gerne have en kobling til Vadehavet og Esbjerg, så man kunne bruge det til andet og mere end bare at være en god børnebog. En dag kom min kæreste Tom hjem og fortalte, at ham og vores hund Marvel havde fundet tre små sild på stranden, som de havde sat ud i vandet igen. Og så var historien der bare – "sild, der farer vild", som endte med at blive til historien om Bette Sild og Fisker-Troels!

Står for det hele selv - næsten da
Gennem den seneste tid er nærmest hver en vågen time blevet brugt på universet, der altså snart er klar til officiel lancering.
Udover bøger, merchandise og workshop er det ultimative drøm at få universet illustreret som en lille finurlig animationsfilm, men i første omgang vil man kunne få plakater, vendespil og andet merchandise med figurerne på.
Alle de illustrative elementer er tegnet fra bunden, historien er skrevet, og der er lavet opsætning af bogen og de andre ting, som er klar til at gå i trykken inden længe.
- Det har kostet en del tid og energi og tæret på opsparingen, men det er det hele værd, hvis man brænder for noget og tror på sine egne idéer, mener Jannie Vesti Mai.
Det har været vigtigt for hende, at der er indtænkt bæredygtighed i så vid udstrækning som overhovedet muligt.

- Jeg gør alt for at sikre, at de materialer, vi bruger, er fremstillet så miljøvenligt som muligt, og at trykkerier har alle de nødvendige godkendelser og certifikater. I forhold til vores workshop, vil en stor del være produceret af genbrugsmaterialer, så hele projektet holdes så co2-neutralt, som man nu kan.
Workshoppen bliver til i et samarbejde mellem Esbjerg Kommunes Biblioteker, Destination Vadehavskysten, Esbjerg Havn og andre interessenter, og finder sted på Rødspættekaj den 16.-17. august og altså 12. oktober på biblioteket i Nørregade.
Her vil børn kunne gå på opdagelse i havets univers på en inddragende facon og komme til at lære de illustrerede karakterer som Bette-Sild, Fisker-Troels og vennerne meget bedre at kende.
Fredag den 16. august er udelukkende for institutioner, men lørdag er der adgang for alle. Det koster 30 kroner pr. barn, men til gengæld får man et badge, en perleplade, og et postkort/tegning. Læs mere i eventboksen under artiklen. Overskuddet går til Projekt Ren Strand Fanø.
EsbjergLiv.dk mener i øvrigt, at ... Jannie Vesti Mais projekt ligner et brandingunivers, som offentlige instanser kunne have brugt millioner på at få et reklamebureau til at skabe – og så endda uden at få ånden og sjælen med i prisen. Det er et imponerende flot stykke arbejde, der er gjort, og dette rammende og autentiske univers kunne på en sjov og romantisk måde bruges proaktivt i markedsføringen af vores landsdel.
Fakta: Jannie Vesti Mai, 45 år, født i Esbjerg. Bor sammen med Tom og har to voksne børn fra tidligere. Har blandt andet været selvstændig inden for grafisk design, arbejdet som programchef i Recovery Bulls Danmark, projektleder i Varde Kommune, været daglig leder af Game/streetmekka på den gamle remise og haft professionelt forenings- og NGO-bestyrelsesarbejde. Har også haft rådsarbejde for Udsatterådet Esbjerg Kommune og været med i bestyrelsen for MEEK (Mød en Esbjergkunstner) samt været opstillet til byrådet ved valget i 2021 for Borgerlisten. Er nu i fuld gang med projektet "Blæst fra Vest".
[add_single_eventon id="12107" show_et_ft_img="yes" etc_override="yes" tiles="no"]
Finansiering er i hus: Lokale fonde donerer millioner til museum
Fire fonde med dybe rødder i Esbjerg-området sikrer med en samlet donation på 10,5 millioner kroner, at den kommende udbygning af Fiskeri- og Søfartsmuseet i byen nu er fuldt finansieret.
I forvejen har A.P. Møller Fonden, Realdania og Esbjerg Kommune givet tilsagn om at støtte projektet med 50 millioner kroner hver, hvilket bringer det samlede bidrag op på 160,5 millioner kroner svarende til den forventede anlægssum.
- Museet trænger bare enormt til at blive ombygget og udvidet. Det er bygget i 1968, og museumsverdenen og i særdeleshed det omgivende samfund har på alle måder udviklet sig siden. Museet blev oprindelig bygget til 50.000 gæster om året, i fjor havde vi 139.000, og det er på tide at forbedre især publikumsfaciliteterne med det største kulturbyggeri i Esbjerg nogensinde, siger direktør Merete Jankowski.
De lokale fonde bag donationen til museumsbyggeriet er: Claus Sørensens Fond, 5,0 millioner kroner, Esbjerg Fonden, 3,5 millioner kroner, Lida og Oskar Nielsens Fond, 1,0 millioner kroner, og Johan Hoffmann Fonden, 1,0 millioner kroner.
Koncerndirektør i Claus Sørensen Gruppen, Jesper Toft Mathiasen har sammen med sin familie været hyppig gæst på Fiskeri- og Søfartsmuseet gennem årene. Han glæder sig både over, at byggeriet især tilgodeser børn, så de kan opleve og tilegne sig viden om Esbjergs livline, havnen og havet, og at lokale fonde står sammen om at bringe museumsprojektet helt i mål.
- Havet har formet os til alle tider i Esbjerg. De store, nationale fonde lægger stor vægt på, at udbygningen af museet er bredt funderet med også lokal opbakning. At fire Esbjerg-fonde nu forener kræfterne for at løfte sin del af opgaven er et stærkt signal til omverdenen om, at vi står sammen, når vægtige lokale projekter skal finansieres. Vi støtter også i fremtiden gerne kulturelle og almennyttige formål med henblik på at tiltrække midler udefra til at finansiere projekter, der kan skabe vækst og øge antallet af indbyggere og gæster i Esbjerg Kommune, siger Jesper Toft Mathiasen.
Også Esbjerg Fonden er stolt bidragsyder til transformationen af Fiskeri- og Søfartsmuseet til ”Danmarks Museum for Havet”, der er arbejdstitlen på det museum, der vil fremtræde forvandlet efter en femårig byggeperiode.
- Museet vil - efter Esbjerg Fondens overbevisning - være en attraktion, som mange vil besøge, og som derfor i endnu større grad vil være med til at tiltrække gæster til Esbjerg. Samtidig er det også håbet, at byens borgere vil blive nysgerrige på det nye projekt. Da vi blev præsenteret for planerne, fremgik det, at flere af landets større fonde samt Esbjerg Kommune bidrager med store beløb, og der var i vores bestyrelse ingen tvivl om, at vi skulle bidrage med en donation, således projektet kan gennemføres, siger Esbjerg Fondens formand, Brian Bo Knudsen.
Målet er 250.000 gæster årligt
Med den fulde finansiering af projektet på plads forventes et EU-udbud af bygherrerådgivning at blive udsendt i denne måned, og der vil kunne holdes prækvalifikation og arkitektkonkurrence i foråret 2025 med henblik på byggestart i andet halvår 2025. Hvis alt går efter planen, vil museumsbyggeriet kunne stå færdigt i 2028. Museet vil være åbent for publikum i hele byggeperioden.
Fiskeri- og Søfartsmuseet har siden 1. januar 2024 været en del af Museum VEST og forventer – med et nyt og mere tidssvarende navn – at kunne tiltrække ca. 250.000 gæster årligt de første fem år efter udvidelsen.
Energy i fuld gang med træningen
På tirsdag spilles første træningskamp imod ærkerivalerne fra Herning - og om cirka en måned er der sæsonstart i Metalligaen, så Esbjerg Energy-spillerne er i fuld gang med træningen op til den nye sæson.
I disse dage med temperaturer langt over de 20 grader er vintersport og ishockey ikke lige det første, der falder en ind.
Men Energy-drengene mødte allerede i sidste uge ind til den første samling i den nye sæson, hvor den nye cheftræner Dan Jensen bød velkommen.
I dag gennemgik spillerne de første fysiske tests, som man kan se på billederne.
Det bliver en spændende sæson, Esbjerg Energy går i møde. Der er som altid masser af nye, men også velkendte, navne på holdkortet, en ny træner og måske også et mål om at være going for gold!
Læs mere her: Holdet er ved at forme sig for Esbjerg Energy og her: Tidlig sommerstatus: Spændende sæson venter for Esbjerg Energy.
Inden sæsonstarten den 8. september hjemme imod Rungsted, skal esbjergenserne spille en række test- og træningskampe både herhjemme og i Norge.
Hvis du vil se kampene live, kan du allerede nu sikre dig sæsonkort - eller du kan tegne abonnement hos Metalligaen.tv
Holdet til næste års EsbjergRevyen er sat
Der er lagt op til en fest i Teatersalen i Musikhuset Esbjerg, når EsbjergRevyen har premiere den 30. januar 2025 med lutter erfarne, topprofessionelle kunstnere på holdet.
Endnu engang kan EsbjergRevyen præsentere et stjernehold. På scenen står nemlig Trine Gadeberg, Jan Svarrer, Gordon Kennedy og Kasper Le Fevre.
- Jeg er meget stolt af, at det endnu engang er muligt at præsentere et kanon godt og stærkt hold, der alle er garanter for at levere underholdning på højt niveau. Og at de samtidig også alle er særdeles gode tekstforfattere, ja så kan vi ikke ønske os mere, siger Hanne Bjørnskov, der ejer og driver EsbjergRevyen.
Da revyen spillede i februar i år, var det for fulde huse, med publikumsrekord på over 5.000 tilskuere. De to ekstra forestillinger, der blev sat på i år, fastholdes derfor, så der i 2025 spilles i alt 14 forestillinger i perioden fra den 30. januar til og med den 21. februar.
Kort om holdet:
Trine Gadeberg, der også skal være instruktør på revyen, har i mange år været en fast del af Hjørring Revyen, der er en af landets helt store revyer, og hendes alsidighed bringer hende rundt i hele landet, bl.a. til mange kirkekoncerter. Til oktober tager hun på Danmarksturné med et spritnyt Pelle-Show, og mon ikke vi igen får Pelle at se i EsbjergRevyen?
Jan Svarrer har været med i EsbjergRevyen siden 2017, og udover tekster til EsbjergRevyen har han virkelig slået sit navn fast som tekstforfatter og fast leverandør af tekster til Cirkusrevyen og landets øvrige revyer. Men i Esbjerg har vi ham heldigvis også med på scenen. Han er også meget rundt i landet både med sit soloshow og som konferencier og foredragsholder.
Gordon Kennedy har før været med her i Esbjerg, og nu har han heldigvis et hul i kalenderen igen. Gordon er uddannet skuespiller, og kan bla. også skrive stand-up komiker, instruktør, manuskriptforfatter, tekstforfatter, komponist på sit CV. Han har lige været på turne med musicalen Matador, og til november kan man finde ham på Team Teatret i Herning, hvor skal han medvirke i Danmarks premieren på ”The Julekalender” som teater, hvor han har rollen som Benny.
Kasper Le Fevre er uddannet musical performer, og er derudover en særdeles alsidig scenekunstner. Han lægger bla stemme til tegnefilm, har i mange år været med i Hjørring Revyen, han var instruktør her i EsbjergRevyen i 2021, og han er en del af impro-comedy gruppen Specialklassen. Og så er Kasper en af landets skarpeste satirikere, og er bl.a. manden bag teksterne til Trine Gadebergs Pelle-figur.
Kapelmester er igen Peter Bom, og Jens Frausing er scenograf – de har begge været med siden starten, så revyen er i trygge musikalske og visuelle hænder hos dem.
Fakta: EsbjergRevyen spiller i Teatersalen i Musikhuset Esbjerg i perioden 30. januar – 21. februar 2025. Billetsalget begynder allerede i morgen, den 7. august.
Få et smugkig: Ny Namaste åbner onsdag
Er du til autentisk, indisk mad fra tandoori-ovn, hjemmelavet naan eller måske en indisk inspireret cocktail - så kan du godt glæde dig til Namaste slår dørene op i næste uge.
Det har været nogle travle uger. Men lige om lidt bliver det hele forløst. Og det er naturligvis til stor glæde for ejer Satya Kaushik.
I nogle år har han drevet sit køkken fra naboforretningen i Skolegade 19, hvor der kun var få siddepladser.
- Det har været et stort mål for mig at udvide til en decideret restaurant. At så mange esbjergensere har taget godt imod os, har kun gjort det lettere at tage springet, siger 43-årige Satya Kaushik.
Den nye adresse er Skolegade 21-23, og her er plads til knap 100 siddende gæster fordelt i to afdelinger, så den inderste del kan fungere som selskabslokale. Med tiden vil der også blive etableret gårdhave med plads til 60-70 gæster.
- Det når vi næppe i denne sæson, men hvis sommeren bliver lang, er vi klar, bebuder Satya, der nemlig allerede har indkøbt møblementet.
I den forreste afdeling er der indrettet en velassorteret bar, og Satya Kaushik har også ambitioner om at præge nattelivet i Esbjergs gå-i-byen-gade.
- Vi har alkoholbevilling til klokken to, så folk skal være velkomne til at komme ind og drikke en cocktail eller øl - og går det vildt for sig, så flytter vi bordene og laver dansegulv, lover Satya Kaushik, der også har fået gode højttalere installeret i restauranten.
Restauratøren driver lignende spisesteder i både Vejle og Herning, men han er bosat i Esbjerg - og det er her, han hører til.
- Derfor har det også virkeligt kriblet i mig for at finde større lokaler her i byen.
Se billeder fra restauranten i galleriet herunder.
-

Satya Kaushik ser frem til onsdag. Foto: Fjodor Pedersen. -

I baren findes fadøl og cocktails. Foto: Fjodor Pedersen. -

Gode, brede stole. Komforten skal være i orden. Foto: Fjodor Pedersen. -

De store vinduer giver et godt lysindfald. Foto: Fjodor Pedersen. -

Overalt er der pyntet med kunstige planter. Foto: Fjodor Pedersen. -

Udsigten fejler bestemt ikke noget.. Foto: Fjodor Pedersen. -

Sofarækker er der også. I alt 100 gæster er der plads til. Foto: Fjodor Pedersen. -

Der er god plads i restaurantens inderste del. Foto: Fjodor Pedersen.
Endte i Esbjerg på grund af konen
Satya Kaushik er noget af en verdensmand. Og første gang han kom til Danmark, var det slet ikke for at lave mad eller åbne en restaurantkæde.
Han blev omkring 2010 ansat som forsker i miljøforandringer ved Aarhus Universitet. Sådan nogle stillinger er tidsnormerede til fem år, og så kaldte en lignende stilling i Australien.
- Og tidligere har jeg også boet og arbejdet i europæiske storbyer som Paris og Amsterdam, fortæller inderen, der hjemme i hovedstaden New Delhi har to brødre og sine forældre.
- Men jeg kommer efterhånden alt for sjældent hjem og besøger dem. Der har været travlt med forretningen, fortæller Satya Kaushik, som vendte tilbage til Danmark og specifikt Esbjerg, fordi hans kone, Pramila Sharma, er ansat ved Total Energies.
- Hun har en stilling som financial lead, og jeg er meget stolt af hende, siger han med et saligt smil.
- Og mad har altid været min store passion, så det kastede jeg mig over, da jeg gerne vil kunne bo og leve i Esbjerg.
Nu har han tre restauranter i tre store jyske provinsbyer og en masse ansatte. I forbindelse med åbningen af den nye restaurant, er der blevet ansat ny restaurantchef, to indiske kokke med årelang erfaring samt 5-6 stykker til at servere. Der er også en køkkenmedhjælper, en chauffør og en opvasker.
-

Chai white russian, mango mojito og red mojito. Foto: Fjodor Pedersen. -

Der vil være forskellige øl både på flaske og fad. Fx King og Cobra fra Indien. -

En rød mojito med ægte mynte. Foto: Fjodor Pedersen. -

Chai white russian med vanilje. Foto: Fjodor Pedersen. -

Chai white russian, mango mojito og red mojito. Foto: Fjodor Pedersen. -

Chai white russian, mango mojito og red mojito. Foto: Fjodor Pedersen.
Udover de øl og cocktails man kan se i galleriet herover, vil man kunne få blandt andet Jal-Jeera Gin & Tonic, som er en smagfuld indisk variant, busi mango lassi og nimbu pani mint julep. Er man mere til de traditionelle versioner, kan de også mixes.
Større menukort end tidligere
I de gamle lokaler inde ved siden af, stod den mest på take-away-kunder. Men i den nye restaurant er menukortet blevet tilpasset og udvidet, så der er mere at vælge imellem for de siddende gæster.
- Jeg satser fx meget på en speciel indisk treretters tapas, der kaldes thali, med mange små retter, man kan dele over bordet, forklarer Satya Kaushik, og viser billeder frem på sin mobiltelefon for at undertegnede bedre kan forstå, hvad der snakkes om.
Tidligere har Satya Kaushik og Namaste holdt sig til særligt det nordindiske køkken, men har over tiden inddraget retter fra hele det store land, hvor madkulturen i de fleste europæeres ører rimer på varme krydderier og ris.
- Og det er heller ikke helt forkert. Og masser af kylling. Men der er selvfølgeligt meget mere end det, og krydderierne importerer vi selv fra Indien. Det er dyrt, men der er til gengæld langt mere smag i, så det er alle pengene værd, mener Satya Kaushik.
På kortet finder man retter som forskellige udgaver af masala - altså fx den velkendte tikka og butter, men også forskellige supper og ala carte-kødretter som madras curry, hvor man vælge mellem forskellige slags kød.
Der er også mange vegetariske retter at vælge imellem, og man kan allerede nu reservere bord på restaurantens hjemmeside.
Namaste kan i øvrigt oversættes til noget i retning af at hilse ærbødigt velkommen. Det gør Satya Kaushik og personalet fra på onsdag, den 7. august, klokken 11.
Fakta: Åbningstiderne hos Namaste bliver fra klokken 11 til 22, og altså med mulighed for at strække den helt til klokken 02 fredag og lørdag. Tirsdag er åbningstiden dog lidt kortere, nemlig fra 15-21. Der vil fortsat være mulighed for take-away og udbringning som tidligere.











