Børnene var vilde med Fisker-Troels' venner
Til formiddag var 83 børnehavebørn en tur på kajkanten for at opleve Blæst fra Vest-universet. Lørdag er alle andre børn velkomne.
Man kan godt nok både tegne, lave perleplader og fiske med fiskestænger i et bassin hjemme i børnehaven. Alligevel var det en kæmpe oplevelse for alle de børnehave- og førskolebørn, som i dag deltog i Blæst fra Vest på Rødspættekaj.
Det er Jannie Vesti Mai, der primært står bag universet med de sjove maritimt funderede væsener, som i morgen er åben for alle interesserede, men i dag kun var for institutioner. Og de var godt forberedte hjemmefra.
- Hvor er Fisker-Troels?, udbrød en lille dreng, da han kom ind i det cirka 40 kvadratmeter store telt, der var stillet op på kajen i anledningen.
Fisker-Troels er kun en "tegneseriefigur", men til gengæld var der masser af andet sjov at kaste sig over. Og som en god stand-in for den animerede fisker, tog børnene pænt til takke med Erik Trigger, der læste sjove og skønne børnerim op undervejs.
Læs mere om Blæst fra Vest her!
Tre pensionerede fiskere fileterede og tilberedte fisk på terrassen ved Fiskernes Hus lige ved siden af teltet med aktiviteter. Det var et stort tilløbsstykke at se de næsten levende fisk blive til mad.
Anne de Renouard, en af tre pædagoger fra Børnebakken Vest i Hjerting, var glad for at få mulighed for at deltage i arrangementet:
- Det giver helt sikkert børnene noget, som vi ikke kan give dem hjemme i børnehaven til dagligt. Dét, at få den her hands on-oplevelse gør, at de tager det ind på en helt anden måde. Det betyder noget, at man taler til sanserne, og så pirrer det jo generelt nysgerrigheden, når man er ude af de vanlige rammer.
Læs også: Mit Esbjerg: Jannie, beans, blæst og biblo
Børnene fik udover deres tegninger og bemalede sten også et badge med hjem.
I morgen er alle børn velkomne mellem 10 og 16, hvor det koster 30 kroner pr. barn at deltage i de skægge løjer på den gamle fiskerihavn.
-

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Blæst fra Vest. Foto: Fjodor Pedersen. -

Affald hører ikke til i havet. Kun fisk og den slags. Foto: Fjodor Pedersen.
[add_single_eventon id="12107" etc_override="yes" show_excerpt="no" show_exp_evc="yes"]
EfB henter offensivspiller i AGF
24-årige Peter Bjur er ny mand i Esbjerg fB-trøjen, idet offensivspilleren har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2027. Han kommer til fra AGF, og træner med EfB for første gang fredag.
Esbjerg fB øger konkurrencen på den offensive del af banen, da Peter Bjur netop har skrevet under på en kontrakt for de næste tre år og frem til 2027. Han skifter fra 3F Superliga-klubben AGF.
Den 24-årige venstrebenede offensivspiller har fået sin fodboldopdragelse i Brøndby IF, hvor han i 2021 med 21 førsteholdskampe blandt andet var med til at vinde det danske mesterskab.
Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen byder Bjur velkommen til EfB, og ser hans offensive kompetencer passe godt ind på holdet.
– Peter Bjur er en teknisk dygtig spiller og en rigtig god dribler, som vil give vores spil yderligere en dimension. Med sin udfordrende spillestil er vi sikre på, Peter vil volde vores modstandere problemer i kampene, og vi tror meget på, han med sin fremadrettede indstilling bliver en gevinst på vores hold. Alt i alt er vi derfor glade for at kunne byde Peter velkommen i vores miljø, og vi ser frem til samarbejdet, fortæller ”Lungi”.
EfB’s nye, offensive våben ser frem til repræsentere de blå-hvide farver og tilslutte sig projektet, som han mener er på vej i den rigtige retning.
– Først og fremmest kender jeg jo EfB som en stor og velrespekteret klub i dansk fodbold, som efter at have været lidt nede nu er på vej tilbage på sporet i en god retning. Da jeg hørte om interessen, blev jeg meget nysgerrig, og jeg fandt hurtigt ud af, det lød som det helt rigtige for mig at blive en del af, for jeg vil gerne være med til at bygge videre på de gode ting, der er gang i. Så alt i alt taler rigtig mange ting ind i det, jeg søgte, og efter at have talt med blandt andre ”Lungi” og set på faciliteterne, kan jeg ikke vente med at komme i gang. Det bliver fedt at møde holdkammeraterne og selvfølgelig fansene på Blue Water Arena, siger Peter Bjur.
Bjur træner med holdet første gang fredag.
Esbjerg melder klar til Suset Festival
Både på Esbjerg Bryghus og hos Esbjerg Street Food kunne festivaldeltagere i dag komme og få deres Suset-armbånd på. Mange tog imod tilbuddet, så de kan springe køen over i weekenden.
Fredag middag går det løs på kajkanten i Esbjerg, når de første toner lyder fra den allerførste Suset Festival. Her får Tessa lov til at åbne ballet på den store scene, Horisonten, imens Anne Linnet 15.05 bliver første navn på den anden scene, Lanternen.
Allerede i dag fra klokken 16 kunne festivalgæster omveksle deres billet til et festivalarmbånd, hvad end de havde købt partout eller blot til en enkelt dag.
Det foregik på Esbjerg Bryghus i Jyllandsgade og på Esbjerg Street Food, hvor man begge steder havde gjort et større nummer ud af anledningen.
På bryghuset blev den officielle festivaløl lanceret, inden trioen Bode/Fabricius/Iversen spillede livemusik fra klokken 18. Suset-øllen vil naturligvis også kunne købes på festivalen og er blevet til i et samarbejde mellem Gamma Brewing fra Herlev og Esbjerg Bryghus.

Hos Esbjerg Street Food stod frivillige fra Suset også beredvilligt klar og havde her travlt med påsætningen af armbåndende allerede fra begyndelsen, hvor der hurtigt opstod kø. Martin DJ lagde lydtapetet, inden Anders Bjerring senere var vært for en af stedets kendte quizaftener - blot som en Suset Special Edition. Aftenen rundedes af med livemusik fra det lokale band Skråål!
Tre af de mange, som stod i kø i gården ved Esbjerg Street Food, var gymnasieveninderne Cecilie, Isabella og Cecilie, som benyttede lejligheden til at tage forskud på weekendens festivitas, som de længe har set frem til.
- Vi har masser af venner og bekendte, der skal med, og jeg synes, det er fedt, at kunne opleve så mange gode navne på én gang her i Esbjerg, sagde den ene af Cecilierne, der tidligere har været på Jelling Festival.

- Det er også vigtigt, at bakke op om det, når der sker noget i byen, supplerede Isabella, imens den anden Cecilie kan se frem til den anden festival på kort tid.
- Jeg har lige været på Smukfest i Skanderborg, men det er lidt noget andet, når det foregår i ens egen by. Det bliver hyggeligt.
De tre 18-årige HHX-elever fra Rybners er enige om, at Nik & Jay er det helt store trækplaster, men ellers ser de generelt bare frem til en weekend med fed musik og hygge med familie og venner.
På Esbjerg Bryghus var de to venner Mads Jensen og Nicolai Koch blandt dem, som kombinerede en øl med en armbåndspåsætning. Til dagligt bor ingen af dem i Esbjerg, selvom sidstnævnte kommer herfra.

- Jeg er taget hjem til Esbjerg for at deltage på Suset. Det er især Teddy Swims, jeg ser frem til rent musikalsk, men ellers er det egentligt mest for at bakke op om det nye initiativ, siger Nicolai, der er bosiddende i hovedstaden.
- Det bliver spændende at se, hvordan det bliver. Der er jo ingen, der af gode grunde har oplevet den her festival før, så det bliver spændende. Det glæder jeg mig til, supplerer Mads, der kommer fra Hvide Sande.
Og festivaløllen - den blev godkendt.





Sommeropera på herregården
Der er for alvor dømt opera for folket, når Den Ny Opera lader tæppet gå for den musikdramatiske superklassiker Tryllefløjten i Musikhuset Esbjerg den 23.-25. august.
Instruktøren Jakob Næslund iscenesætter Den Ny Operas nye Tryllefløjten i en opsætning, som delvis baserer sig på kompagniets seneste møde med operaen tilbage i 2012.
Man præsenterer et fremragende sangerhold, der tæller gamle kendinge som Joachim Knop (Papageno) og Morten Staugaard (Sarastro) i selskab med unge fremadstormende sangere som Louise McClelland (Pamina), Jonathan Koppel (Tamino), Sibylle Glosted (Nattens Dronning) og Frederikke Kampmann (Papagena).
Naturligvis kræver en sådan stort opsat opera, at der øves, og de involverede har været så heldige, at have fået mulighed for at bo og øve på herregården Endrupholm, som ejes af Johan Hoffmann-fonden.
Som tak for denne gæstfrihed tilbød Den Ny Opera at give en forestilling i parken bag Endrupholm og for en flad 50'er kunne publikum nyde en sensommeraften med opera fra øverste hylde.
Medbringende picnicstole, kaffe og vin kunne man lytte til ørehængere fra både operaens og operettens verden, ligesom også værker fra vores egen Carl Nielsen var en del af de mange godbidder, som blev præsenteret.
Omgivelserne egnede sig fortræffeligt til denne form for optræden og ingen tvivl om, at publikum gerne kommer igen til dette pragtfulde sted.
Lad os få meget mere af det!
Mit Esbjerg: Jannie Vesti Mai, blæst, beans og biblo
Vi er alle sammen præget og rundet af de omgivelser, vi lever og er opvokset i. Under rubrikken "Mit Esbjerg" skriver esbjergensere om de steder i byen, som betyder noget særligt. Steder, som har sat deres spor og gjort uudsletteligt indtryk. Denne gang med Jannie Vesti Mai.
Der er noget helt særligt ved Esbjerg, som man kun kan forstå, hvis man tilbringer tid her og virkelig værdsætter områdets ånd. Som inkarneret esbjergenser har jeg altid elsket den rå blanding af kultur og havnestemning.
Selvfølgelig er vi meget mere end det, men netop denne grundlæggende energi og evne til forandring præger min personlighed og mange af mine beslutninger.
Havnen i Esbjerg har en helt særlig stemning, som minder mig om byens evne til at genopfinde sig selv – hvor modvind hurtigt bliver til medvind. Her kan man mærke historiens vingesus og samtidig se fremtidens muligheder. Det er denne kombination af det gamle og det nye, af det rå og det raffinerede, der gør Esbjerg til det sted, jeg er bygget af.
Fiskerihavnen ved Rødspættekaj vækker mange minder. Selvom fiskeriet ikke længere findes i det format, jeg husker fra min barndom og min farfars fiskekuttere, kan jeg stadig mærke dens råstyrke og sjæl – og det giver mig følelsen af at stå stærkt.

En af de faktorer, der gør Esbjerg ekstra speciel, er vores UNESCO-verdensarv. Vadehavet, som er så unikt og foranderligt, bidrager til områdets charme og dynamik. Vadehavet gør Esbjerg endnu mere interessant og tilføjer en ekstra dimension til vores historie.
Læs også: Fisker-Troels fik Jannie på krogen
Stranden i Sædding byder ikke kun på gåture langs strandstien, men også en fantastisk udsigt over indsejlingen fra Grådyb. Her kan man se mange forskellige skibe komme ind og mærke fornemmelsen af en by i udvikling. Man kan også opleve tidevandets ebbe og flod, som skaber et levende landskab, hvor Vadehavets rige fugleliv trives. Solnedgangen føles særlig magisk, når himlen efterfølgende farves i nuancer af lilla, orange og pink. Find dig et tæppe, et strandspot og oplev det selv!
Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg er et af mine yndlingssteder, hvor byens maritime sjæl vækkes til live. Museet byder på lærerige og engagerende udstillinger om fiskeriets og søfartens historie. Det gør besøget ekstra specielt for mig, at jeg kan se navnet på en af min farfars kuttere, Karvald 597, foreviget i mursten. Jeg elsker også Vadehavets havdyr og arbejder på en børnebog om dem. Museets sælarium og akvarium er særligt fascinerende og giver et indblik i det marine liv. Med et årskort til museet støtter jeg vores kulturarv – en arv som betyder en hel del for mig!

Bean Machine, et kafferisteri og -bar, er et af mine favoritsteder for kaffe. Når jeg træder ind, mødes jeg af den skønneste duft af friskristede kaffebønner. Medarbejderne er søde og får stedet til at føles som en forlængelse af min egen stue. Atmosfæren er fascinerende og mangfoldig, og derfor bruger jeg ofte Bean Machine som mit ekstra skrivebord, når der skal holdes møder eller arbejdes lidt på laptoppen.
På Hovedbiblioteket er der masser af viden og kultur lige for næsen af dig! Her i den store murstenskolos i Nørregade rummes tonsvis af muligheder. Mangfoldighed, viden og kultur går hånd i hånd og gør det til et levende og dynamisk sted for fordybelse og til at udfordre det "ekkokammer", som vi alle bliver indhyllet i, når hverdagens vaner tager overhånd. Her finder du ikke kun bøger, men også en række arrangementer, workshops og foredrag, der dækker et væld af emner. Desuden er biblioteket en oase af ro midt i byens larm. Et sted, hvor du kan trække dig tilbage med en god bog, fordybe dig, eller bare lade tankerne flyde frit. Det er et rum, hvor kreativitet og nysgerrighed kan flyde uden forstyrrelser. Og lige for tiden, når vejret er til det, kan man passende nyde en kop kaffe i pallemøblerne foran den lille og nye Café Memfis, der ligger i biblioteksbygningen.
Fakta: Jannie Vesti Mai, 45 år, født i Esbjerg. Bor sammen med Tom og har to voksne børn fra tidligere. Har blandt andet været selvstændig inden for grafisk design, arbejdet som programchef i Recovery Bulls Danmark, projektleder i Varde Kommune, været daglig leder af Game/streetmekka på den gamle remise og haft professionelt forenings- og NGO-bestyrelsesarbejde. Har også haft rådsarbejde for Udsatterådet Esbjerg Kommune og været med i bestyrelsen for MEEK (Mød en Esbjergkunstner) samt været opstillet til byrådet ved valget i 2021 for Borgerlisten. Er nu i fuld gang med projektet “Blæst fra Vest“.
[add_single_eventon id="12107" show_excerpt="no" show_exp_evc="yes" etc_override="yes"]
25-års jubilar kan lide, når der er drøn på
Karin Sørensen kan fejre 25-års jubilæum i Bauhaus i Esbjerg, hvor hun i de seneste tre år har været afdelingschef indenfor belysning, værktøj og isenkram.
Tilbage i 1999 var Karin Sørensen lige uddannet inden for isenkram, da hun tilfældigt så og søgte en stilling i belysningsafdelingen hos Bauhaus. Hun fik jobbet og har arbejdet i afdelingen lige siden.
- Jeg kan lide fagområdet, og i stedet for at afsøge andre afdelinger har jeg udviklet mig inden for området og er i dag superglad for mit job som afdelingschef, fortæller Karin Sørensen.
Hun brænder især for at have ansvar og sørge for, at kollegerne har en god arbejdsdag med plads til smil, selvom alle har travlt.
Går forrest med god energi
I det hele taget er Karin Sørensen selv glad for at have travlt, for som hun siger, så gider hun ikke stå stille men foretrækker, at der sker noget.
- For mig er det vigtigt, at jeg går forrest med god energi og viser, at jeg kan lide mit arbejde for at motivere mine kolleger. Her skal gerne være drøn på, og hvis det brænder på et sted, hjælper vi hinanden videre, forklarer jubilaren.
Godt kollegaskab betyder alverden for Karin Sørensen, som mandag den 2. september kan glæde sig til at blive fejret af alle sine kolleger i Bauhaus Esbjerg.
Mit Esbjerg: Gøgler-Kai, de skæve eksistenser og skolehaven
Nogle byer sætter præg på mennesker. Nogle mennesker sætter præg på byer. I tilfældet Kai Jørgensen kan man velsagtens argumentere for, at det går begge veje. Her udpeger han fem steder, som har deres spor.
Den garvede gøgler og forfatter Kai Jørgensen har alle dage boet og levet i Esbjerg, siden han for 71 år siden kom til verden på anden sal i Rolfsgade 105 - i øvrigt imens hans far var i cirkus ...
Som næstældst i en søskendeflok på seks lærte han tidligt at gå forrest og tage ansvar. Efter realeksamen fra Rørkjær Skole i 1970 blev han seks år senere uddannet fritidspædagog, men var i mellemtiden kommet med i ’Esbjerg Børne- & Ungdomsteater’ - dagen efter Danmark "blev tabt til EF”, som han siger.
I 1978 etablerede han forlaget ’Antibeton’ og i 1982 ’Teatergruppen Troldrosen’, som har været Kai Jørgensens faste arbejdsplads siden. I 2010 tog han initiativ til Cirkus- & Teatergruppen ’Fugl Fønix’, der holder til på Amagervej i en tidligere købmandsbutik.
Det er gennem tiden også blevet til hele 18 bøger – heraf er de seneste udgivet på ’Forlaget Troldrosen’, som er etableret for tre år siden.
Her fortæller Kai Jørgensen om de steder i Esbjerg, som har sat særlige spor.
Søen i Lergravsparken
- Stedet ligger 50 meter fra mit barndomshjem i 60’erne. Det var stedet, hvor vi kunne spille fodbold på Danmarks mest bulede bane, stedet hvor vi fodrede ænder, og stedet hvor vi fiskede efter skaller og aborrer. I de kolde vintre skøjtede vi og fandt kærester uden strømudgifter til kommunen, men isen skulle være 13 centimeter tyk, da søen er bundløs! I dag er det stedet, hvor man Sankt Hans Aften mødes med gamle bekendte fra barndommen og får sig en FDF-stegt pølse, mens man snakker om de gode gamle dage. Ak ja, minder er der nok af!
Byparken før bøgetræerne blev fældet med legeplads og guldfasaner
- Dengang var det et helt andet sted. Folkets og byens park, der virkede meget større før Musikhuset blev bygget. Det var en hel udflugt. Et sted, hvor vi tog på picnic. Var vi heldige, fik vi ti øre til en entrébillet til Vandtårnet med udsigt, i klart vejr, helt ned til Ribe Domkirke. Selvom meget er forandret – og snart bliver det igen i parken – så er der også ting, der ikke er så forgængelige. Fx de gamle tyskerbunkers på Hulvejen, som er en fantastisk teaterkulisse, vi har brugt flere gange. Blandt andet har vi lavet en ballet mod krigen i Irak, hvor vi spillede sent om aftenen kun oplyst af ild og med musik af Johnny Houmark.
Klatterup før 1980, før kommunens linealstrateger ville have alt gjort mainstream
- Her var skæve gader, sjove huse og skæve eksistenser. Det var her man kunne møde Røde Emma, Dullemaren, Kejser Wilhelm eller Sandsigersken Miranda. Dengang havde nogle stadig grise, gæs, høns, fritter og andre dyr i bure. Det var en hel anden verden på denne side af jernbanen – nærmest som at komme på landet. Og senere, dengang den gamle tobaksfabrik stod tom og der var muligheder for at udfolde sig i de 13 haller, som ville kunne være blevet til det multikultursted, som byen desværre aldrig rigtig har fået! [Red: Tobaksfabrikken lukkede i 1982 og stod tom frem til 1993. Klatterup er et område i Østerbyen, hvis betegnelse ikke længere bruges.]
Skolebotanisk have bag Rørkjær Skole
- En nu næsten hemmelig perle, hvis den da stadigvæk overhovedet findes og ikke er sparret væk! I 1970’erne arbejdede jeg som gartnermedhjælper der. Bag Rørkjær Skole fandt man ’udstillingshaven’, hvor man kunne se alle Danmarks vilde planter. På det område overfor, hvor Rørkjærhallen ligger i dag, var der dels skolehaver, hvor børn selv kunne dyrke ting, dels dyrkede man vilde planter til biologiundervisningen. Det var et fantastisk frodigt sted og en meget mere inspirerende måde at lære om naturen på i forhold til at sidde i et klasselokale og kigge i bøger og på tavler.
De autentiske og klassiske spisesteder
- Jeg kommer nok ikke udenom at nævne nogle af de spisesteder, der alle dage har været her. Café Danmark og Hos Ingeborg. Begge to traditionelle spisesteder, der altid har været her og som stadig er autentiske og tro over for god dansk mad. Det er rart, at der fortsat er plads til den slags steder i den tid, vi lever i – også her i Esbjerg. Skal jeg nævne et lidt nyere sted, som både har sjæl og identitet, kan jeg ikke komme uden om Kaffesmeden i Smedegade, hvor Lis [Ladegaard Jacobsen, red.] og hendes personale hygger om os, der elsker grød, hjemmelavede boller og god kaffe. Et herligt sted!

Vi er alle sammen præget og rundet af de omgivelser, vi lever og er opvokset i. Under rubrikken “Mit Esbjerg” fortæller esbjergensere om de steder i byen, som betyder noget særligt. Steder, som har sat deres spor og gjort uudsletteligt indtryk. Denne gang med Kai Jørgensen.
Anders, Anders og Jes åbner egen køkkenbutik
Det er tre erfarne køkkenfolk fra Esbjerg, der nu springer ud som selvstændige og åbner en helt ny JKE-butik på hele 750 kvadratmeter beliggende på "køkkenstrøget" på Østre Gjesingvej.
Håndværkerne er i fuld gang med at indrette den store butik med alt det nyeste inden for køkken, bad og garderobe i nordisk design og snedkerkvalitet.
Og hvis der er nogen der ved, hvad kunderne i Esbjerg og omegn går og ønsker sig af et nyt køkken, så er det Anders, Anders og Jes (Anders Nørgreen Clausen, Anders Lodberg og Jes Bergmann).
De tre har sammenlagt over 30 års køkkenerfaring fra Esbjerg med køkkenmærker som HTH, UnoForm og Svane. Nu er de gået sammen om at åbne en ny JKE-køkkenbutik på Østre Gjesingvej i Esbjerg – nabo til bl.a. IKEA Planning Studio og en række andre køkkenmærker.
- Vi kender markedet for køkkener ud og ind i Esbjerg, og der mangler ganske enkelt en JKE-butik. Derfor slog vi til, da muligheden bød sig. Det er køkkener i snedkerkvalitet og nordisk design, produceret i Nordjylland og til en pris, som er til at betale. Den cocktail kan vi rigtig godt lide i Esbjerg, mener Anders Nørgreen Clausen, som akkurat som sine to kompagnoner er barnefødt i Esbjerg.
Han mener derfor at have en vis form for fingerspitzgefühl for, hvad der bliver efterspurgt lokalt.
Åbner til efteråret
Deres mål er at slå dørene op til den nye butik i starten af oktober. De tre indehavere knokler sammen med håndværkere med at indrette den store butik helt fra bunden med 15 forskellige køkkener og et bredt udsnit af badeværelser og garderober.
Anders Nørgreen Clausen, Anders Lodberg og Jes Bergmann har i en årrække arbejdet sammen i køkkenbranchen i Esbjerg og har et stærkt netværk. Med hensyn til viden og erfaring supplerer de hinanden med alt fra rådgivning og salg af køkkener til private forbrugere og erhvervslivet til montage af køkkener.
- Vi har længe ønsket at åbne en flot køkkenbutik i Esbjerg, og teamet bag med Anders, Anders og Jes er stærkt - og så har de 'ild i øjnene'. Desuden er beliggenheden helt perfekt på Esbjergs køkkenstrøg, hvor alle i området kigger hen, når de går i køkkentanker, siger Jesper Lassen, som er salgsdirektør ved JKE.
Køkkensalg fra køkkenbordet
Trekløveret er allerede trukket i arbejdstøjet. Ikke 'bare' i forhold til opbygning af den nye butik. Hjemme fra køkkenbordet tegner, rådgiver og sælger de allerede JKE-inventer til forbrugere, som går og overvejer nyt køkken, bad eller garderobe.
- Vi er allerede i gang med at få de første ordrer i bogen. Og vi glæder os selvfølgelig rigtig meget til, at butikken åbner, og vi kan byde indenfor. Målet er at lave en butik fuld af oplevelser, som inspirerer kunderne. JKE er ikke 'bare' køkkener, men dækker en stor del af indretningen af hjemmet, hvor grænserne mellem de forskellige rum bliver mere og mere udvisket. Det gælder køkken og stue, men også rum, som vi gør til multirum, fx bryggers og entre, siger Anders Nørgreen Clausen.
Fakta: JKE er grundlagt i 1970 i Jerslev i Nordjylland, hvor køkkenvirksomheden fortsat har hovedsæde. JKE har ifølge eget udsagn stort fokus på at producere så bæredygtigt som muligt og anvende bæredygtige materialer og producere CO2-neutralt. JKE har i dag 99 medarbejdere og 76 butikker/salgssteder i Norden og er ejet af Ballingslöv-koncernen.
EfB Sælger endnu en profil fra succestrio
Først røg Mathias Jørgensen til AaB, så Elias Sørensen til Portsmouth, og nu smutter Emil Holten minsandten til Elfsborg. Dermed er den tidligere så succesfulde angrebstrio i EfB splittet til atomer. Formand håber på fortsat opbakning.
28-årige Emil Holten forlader Esbjerg fB og Blue Water Arena, og fortsætter med øjeblikkelig virkning karrieren i Allsvenskan-klubben IF Elfsborg, der har købt angriberen fri af sin kontrakt.
Holten har tilbragt tre år i EfB og i perioden bidraget med 38 scoringer i 75 kampe.
Ifølge Tipsbladets oplysninger indbringer salget cirka det samme, som i tilfældet Elias Sørensen; 3,5 millioner kroner. Holtens kontrakt stod også til at udløbe efter denne sæson, hvilket bringer markedsværdien betragteligt ned.
Cheftræner Lars "Lungi" har det en smule ambivalent med at skulle tage afsked med endnu en særdeles kampafgørende spiller - Holten har scoret i cirka hver anden kamp, han har spillet.
- Vi siger vi farvel til en dygtig angriber, der har været en markant udfordring for modstanderne, og det vil selvsagt være et tab for os nu og her. Når det så er sagt, så må vi også glæde os over, Emil hos os har leveret på så højt et niveau, at han er blevet eftertragtet hos større, udenlandske adresser, siger han.
Bestyrelsesformand: Sådan er vilkårene
I en artikel på EfB's hjemmeside italesætter EfB's bestyrelsesformand Flemming Enevoldsen salgene af Elias Sørensen og senest altså Emil Holten, hvor han understreger, at EfB er i en genrejsningsperiode, hvor der skal skabes balance i økonomien og bygges et konkurrencedygtigt fodboldhold op, der over tid kan tage skridt i den rigtige retning og frem mod det store fælles mål i form af Superligaen.
– Vi er ikke i en situation nu, hvor vi realistisk kan have det som en målsætning på den korte bane endsige forvente det, og derfor er projektets kerne at samle og udvikle en fodboldklub og et hold, som ude i fremtiden bliver stærkt nok til at gå efter en oprykning til det fineste selskab i dansk fodbold, udtaler han, og fortsætter:
– Derfor kan det synes paradoksalt, at vi inden for kort tid har sagt farvel til to kampafgørende spillere i form af først Elias Sørensen og dernæst Emil Holten, og selvom det lyder koldt og kynisk, så er det en naturlig del af det at drive en professionel fodboldklub, at vi også må tage afsked med dygtige og populære spillere.
Enevoldsen peger på, at det er en essentiel del af forretningsstrategien i EfB, at klubben skal kunne udvikle spillere fra både eget akademi og udefra, og på et senere tidspunkt se dem flyve videre fra Gl. Vardevej som gode ambassadører og vigtigst af alt endnu bedre fodboldspillere.
– Det er nu senest sket med Elias og Emil, der begge havde kontraktudløb inden for de kommende 12 måneder, hvor forlængelser ikke umiddelbart var mulige. [...] Med salgene af Elias Sørensen og Emil Holten efterlader det plads og muligheder for andre til at blomstre, hvilket jeg er sikker på, vi kommer til at se i de kommende måneder og år, udtaler formanden, der samtidigt håber, at opbakningen fra fans og tilskuere fortsætter ufortrødent på samme niveau som hidtil i sæsonen, da han anser den for at være alfa og omega i indfrielsen af alles fælles mål om at få genrejst EfB.
Weekendglimt: Opera, musik, kunst og sprøjt
Kultur- og oplevelsesbyen Esbjerg viste sig i weekenden fra sin smukkeste side med masser af forskelligartede arrangementer. Se billederne her.
Man skal ikke klage over, at der ikke var noget at gå til i weekenden. Både for de gamle, de unge, de kræsne og de folkelige var der masser af kulturelle inputs i det fine sensommervejr, hvor herren viste sig nådig og forkælede byen med tørvejr.
Fredag og lørdag var der "Fængstival". Det kendte arrangement med "Musik i fængselsgården" bag Ting- & Arresthuset kører på 11. sæson og manden bag, Henrik Juhl, prøvede nu for første gang med et weekendevent.
Rockshots, Glimtvis, Stövregn og Blues Power gik på scenen og fængselsgården var begge dage fyldt til bristepunktet i det gode vejr, hvor folkene fra Vinbaren havde stillet en udendørs bar til rådighed.




Lørdag var der Opera i Byparken. Den Kongelige Opera fyldte parken med Kongelig sommeropera, et arrangement, der tidligere år er faldet ind i festugen, men ikke i år, da festugen jo nu finder sted allerede i juni.




I en anden ende af det kulturelle spekter, var der Spyt & Sprøjt på Huset i Finsensgade, hvor ungdomskulturen fik lov at blomstre i fuldt flor. Her var dagen igennem streetart-kunstnere, dj's og konkurrencer i skate og basket.






Lørdag var der også fernisering på Esbjergs nyeste gadekunst - denne gang i privat regi, hvor beboerne i Islandsgade 17, havde inviteret til gadefest i anledning af præsentationen af Henrik Constantins værk, der nu pryder husmuren på hjørneejendommen.

Læs mere om det og se flere fotos fra ferniseringen her.
Musikhuset Esbjerg bød ovenikøbet også på udsolgt koncert med The Wailers lørdag aften, hvor musikken og den helt særlige energi fra den fyldte sal hyldede Bob Marleys "Legend". Vi har desværre ingen fotos fra koncerten.
Fredag eftermiddag var der fernisering med The Grønkjærs på Vinbaren, hvor de lokale kunstnere har pyntet gevaldigt op med en stor kunstinstallation. Læs mere om det her!





